MIN HAVE
Måske er du som læser startet i ’Madskove’. Dernæst har du bevæget dig til ’At dyrke jorden’ og er nu nysgerrig efter at se, hvordan det hele har udspillet sig i min egen have.
I 2023 flyttede jeg til et hus med en grund på 1.000 m², som allerede var tilplantet med en del træer og andre planter. En stor del af dem beholdt jeg. Min grund er jævnt skrånende, og det giver fantastiske muligheder og nogle få begrænsninger. Fra midten af 2024, efter en omfattende ombygning, kom jeg i gang med haven.
Bevægelsen fra at blive inspireret af andre dyrkere, gå på kurser og læse om dyrkning til at omsætte det hele i egen have er en frem-og-tilbage-proces. Med tiden bliver egne erfaringer, på ens eget sted, i stadig højere grad den platform, man arbejder videre ud fra.
Når jeg inviterer dig med ind i min have, er det for at give konkrete erfaringer, inspiration og viden videre. Jeg har begået mange fejl, og der er sket mange uforudsete ting. Ofte er det dyrene i den nærliggende natur eller vejret, der har overrasket, så noget er mislykkedes. Men mange ting er også gået godt. Beskrivelserne og eksemplerne viser begge poler.
Planterne og de strukturer, vi bygger omkring dem, er to ret forskellige sider af det at arbejde med en have. Og fordi der efterhånden er kommet ganske mange små artikler til om begge dele, har jeg delt MIN HAVE i to: PLANTERNE og STRUKTURERNE.

